For mange år siden sagde en pige til mig: ”Det fatter jeg ikke, at du lader ham gøre. Hvorfor siger du ikke til ham, at det må han ikke?”
Det handlede om min daværende kæreste, som vist nok skulle mødes med sin ekskæreste. Og jeg havde ikke engang overvejet, at der eksisterede en mulighed, der hed: ”Det må du ikke.”
Nu er jeg blevet ældre og noget så vis, og jeg er i den grad klar over, at den mulighed eksisterer. Jeg har (vist) aldrig selv brugt den, men jeg ser den jævnligt rundt omkring.
Min holdning er, at jeg ikke bestemmer over andre voksne. Heller ikke selvom den voksne er min kæreste eller mand. Han bestemmer selv. Han har vel en dømmekraft? Nogle gange glemmer han at bruge den (ok, nu taler jeg lige om min fiktive kæreste), nogle gange har hans valg konsekvenser. Men man vil aldrig høre mig sige: Det må du ikke! (Her taler jeg altså ikke om uskrevne regler, for gu må han da ej se andre kvinder bag min ryg).
Jeg tror, en enkelt mand har forsøgt at må-ikke mig, og den besvarede jeg med må-ikke-kontakte-mig-igen-nogensinde.
Hvis vi nu sagde, at jeg ikke var din chef, så var du heller ikke min. Vel!
Jeg talte med min veninde om det forleden. Hun tænker ligesom mig på det punkt, og vi nåede frem til, at vi er helt forkerte. Mænd vil ikke have rummelighed. Mænd vil have strigler, der vil skændes og bestemme. Mænd bliver mistænksomme, når man ikke overfalder dem med en bølge af krav og restriktioner.
Med fare for at generalisere på det groveste tror jeg, at en del mænd først føler sig rigtigt elskede, når der står en sur dame og råber dem ind i hovedet. Jeg tror, at en del mænd tænker, at rummelighed er det samme som ligegyldighed. Jeg tror, at en del mænd tænker, at alle kvinder elsker drama, og vi bringer det ind i vores liv så ofte som muligt. Hvis vi ikke skaber det i virkeligheden, skaber mændene det i deres hoveder, hvor vi pludseligt er nøjagtigt som deres strigle af en eks.
I vores gransken rundt i vores kroniske singlehed blev min veninde og jeg enige om, at vores problem er, at vi er kronisk misforståede. Vi gider ikke drama. Men det tror mænd ikke på. De bliver mistænksomme og tror, at det handler om, at vi ikke kan lide dem nok. Og de synes sgu nok, at vi er lidt kedelige. Når man bliver skældt ud, kan man mærke at man lever (eller hva’?).
Men jeg vil hellere være kedelig, end jeg vil være en strigle. Jeg har forsøgt, og det eneste jeg får ud af det er selvlede og dårlig samvittighed.
Hvis jeg når derud, hvor jeg begynder at skælde ud, er det som regel et tegn på, at tingene ikke fungerer, og så må jeg videre.
Følg med næste gang, når Anne O’Manne har brændt sin generaliseringskåbe.
Men lad mig nu bare have den på i dag, hvor jeg lige står og har brug for en forklaring på, hvorfor HVORFOR jeg bare ikke er kærestemateriale.
søndag den 22. november 2009
lørdag den 21. november 2009
Syg? Mig? Nej nej, jeg er da bare lidt træt
Jeg er ikke den, der bryder mig om at skille mig ud. Så i mandags anskaffede jeg mig en moderigtig influenza, så jeg også kunne være en af dem, der skrev en sygdomsstatus på Facebook.
Jeg havde så bare lige glemt i farten, at jeg hader hader hader at være syg. At være syg som voksen er træls. At være syg og single uden nogen til at fylde køleskabet og lægge en kold klud på min pande er dobbelttræls. At være syg, single og mor er et helvede.
Måske er det derfor, jeg, hver eneste gang jeg er syg, går igennem de samme faser af benægtelse?
Det begyndte med hovedpine og ledsmerter mandag eftermiddag. Men det var bare hovedpine og ledsmerter, hverken mere eller mindre. Pyt med at jeg – som læser mine artikler igennem 7000 gange, fordi en del af min sjæl forsvinder, hver gang jeg laver fejl – havde skrevet en kildes navn forkert tre gange på tre forskellige måder i en afleveret artikel (Anne O’Manne – nu helt uden sjæl).
Tirsdag vågnede jeg og havde det fiiiiiint. Ork.
Jeg fulgte min dreng i skole, men det øjeblik han var afleveret, blev mine ben til overkogt spaghetti. Jeg kunne godt se, at når man ikke kan gå, kan man heller ikke tage i skole. Men man kan jo altid arbejde hjemmefra.
Man kan også falde bevidstløs omkuld og vågne fire timer senere. Hvorefter man er nødt til at samle sig og sende besked om, at man nok ikke lige får afleveret noget alligevel.
Til gengæld var jeg sikker på, at det bare var en quick-virus. Onsdag ville jeg helt sikkert være frisk igen.
Var det overhovedet onsdag? Sprang vi ikke direkte til torsdag?
Torsdag handlede utroligt meget om at tude over, at jeg ikke havde kræfter til at gå i Føtex.
Men fredag ville jeg være frisk. Helt sikkert.
Jeg var så ikke lige forberedt på, at min krop ville have det som om, den var blevet gennemtævet, og at jeg havde glemt, hvad man bruger ben til.
I dag er det lørdag. Jeg er feberfri. Og jeg har den der rastløshed i kroppen, der fortæller mig, at nu er det virkelig sandt. Jeg er ved at være rask.
(Tak til drengens bedsteforældre, der sørgede for, at han fik mad og passede sin skole. Og tak til veninden, der gik i Føtex for mig. Jeg har sgu overlevet endnu et enligmorssygdomshelvede)
Jeg havde så bare lige glemt i farten, at jeg hader hader hader at være syg. At være syg som voksen er træls. At være syg og single uden nogen til at fylde køleskabet og lægge en kold klud på min pande er dobbelttræls. At være syg, single og mor er et helvede.
Måske er det derfor, jeg, hver eneste gang jeg er syg, går igennem de samme faser af benægtelse?
Det begyndte med hovedpine og ledsmerter mandag eftermiddag. Men det var bare hovedpine og ledsmerter, hverken mere eller mindre. Pyt med at jeg – som læser mine artikler igennem 7000 gange, fordi en del af min sjæl forsvinder, hver gang jeg laver fejl – havde skrevet en kildes navn forkert tre gange på tre forskellige måder i en afleveret artikel (Anne O’Manne – nu helt uden sjæl).
Tirsdag vågnede jeg og havde det fiiiiiint. Ork.
Jeg fulgte min dreng i skole, men det øjeblik han var afleveret, blev mine ben til overkogt spaghetti. Jeg kunne godt se, at når man ikke kan gå, kan man heller ikke tage i skole. Men man kan jo altid arbejde hjemmefra.
Man kan også falde bevidstløs omkuld og vågne fire timer senere. Hvorefter man er nødt til at samle sig og sende besked om, at man nok ikke lige får afleveret noget alligevel.
Til gengæld var jeg sikker på, at det bare var en quick-virus. Onsdag ville jeg helt sikkert være frisk igen.
Var det overhovedet onsdag? Sprang vi ikke direkte til torsdag?
Torsdag handlede utroligt meget om at tude over, at jeg ikke havde kræfter til at gå i Føtex.
Men fredag ville jeg være frisk. Helt sikkert.
Jeg var så ikke lige forberedt på, at min krop ville have det som om, den var blevet gennemtævet, og at jeg havde glemt, hvad man bruger ben til.
I dag er det lørdag. Jeg er feberfri. Og jeg har den der rastløshed i kroppen, der fortæller mig, at nu er det virkelig sandt. Jeg er ved at være rask.
(Tak til drengens bedsteforældre, der sørgede for, at han fik mad og passede sin skole. Og tak til veninden, der gik i Føtex for mig. Jeg har sgu overlevet endnu et enligmorssygdomshelvede)
søndag den 15. november 2009
Er journalistik det nye psykologi?
Min veninde og jeg var ude i går aftes. En mand besluttede sig for at sætte sig ved vores bord – og når han nu alligevel var der, kunne han jo lige så godt holde en salgstale om alle sine fortræffeligheder.
I min iver for ikke at komme til at flirte (jeg har fået at vide, at jeg gør det, selvom jeg virkelig ikke gør det (?)) begyndte jeg at stille kritiske spørgsmål. Og jeg var irriterende nok til, at han spurgte, hvad jeg laver til hverdag.
Jeg fortalte ham det: Jeg er journaliststuderende.
Fra det øjeblik vendte samtalen. Fra at tale med det toneleje, der befinder sig dernede i halsen, hvor mænd taler fra, når de praler (helt bagerst i halsen, så stemmen bliver lidt hæs), blev han skinger. Og ud af det blå kom historien om, hvordan han var gået ned (med stress går jeg ud fra), og hvordan han på nedturen have mistet sin familie.
Rørende historie, men jeg forstår ikke, hvorfor jeg skulle have den. Og slet ikke midt i høj musik og røgmaskiner.
Er det blevet sådan, at når folk hører ordet journalist, tænker de: Ok, jeg kan ligeså godt afsløre det hele, for hun graver sig alligevel frem til det på et tidspunkt (for det gider hun helt sikkert, eller hvordan er det nu, det er med det?).
Er det noget med, at folk tænker: Så har jeg lige en historie her, som du bare vil finde vildt interessant (fordi dit liv er forsidestof? Get a blog).
Eller er det fordi, folk har luret, at journalister er trænede lyttere? Og modsat psykologen tager vi ikke penge for at høre historierne. Heller ikke de tunge af slagsen.
Det er langt fra første gang, det er sket for mig, men det får mig ikke til at undre mig mindre over det. Og jeg er stadig kun studerende. Hvor omfattende kan det gå hen at blive, når jeg er færdiguddannet?
Måske jeg ind imellem kan sige, at jeg er smørrebrødsjomfru. Eller begynder folk så at recitere familieopskriften på dyrlægens natmad?
I min iver for ikke at komme til at flirte (jeg har fået at vide, at jeg gør det, selvom jeg virkelig ikke gør det (?)) begyndte jeg at stille kritiske spørgsmål. Og jeg var irriterende nok til, at han spurgte, hvad jeg laver til hverdag.
Jeg fortalte ham det: Jeg er journaliststuderende.
Fra det øjeblik vendte samtalen. Fra at tale med det toneleje, der befinder sig dernede i halsen, hvor mænd taler fra, når de praler (helt bagerst i halsen, så stemmen bliver lidt hæs), blev han skinger. Og ud af det blå kom historien om, hvordan han var gået ned (med stress går jeg ud fra), og hvordan han på nedturen have mistet sin familie.
Rørende historie, men jeg forstår ikke, hvorfor jeg skulle have den. Og slet ikke midt i høj musik og røgmaskiner.
Er det blevet sådan, at når folk hører ordet journalist, tænker de: Ok, jeg kan ligeså godt afsløre det hele, for hun graver sig alligevel frem til det på et tidspunkt (for det gider hun helt sikkert, eller hvordan er det nu, det er med det?).
Er det noget med, at folk tænker: Så har jeg lige en historie her, som du bare vil finde vildt interessant (fordi dit liv er forsidestof? Get a blog).
Eller er det fordi, folk har luret, at journalister er trænede lyttere? Og modsat psykologen tager vi ikke penge for at høre historierne. Heller ikke de tunge af slagsen.
Det er langt fra første gang, det er sket for mig, men det får mig ikke til at undre mig mindre over det. Og jeg er stadig kun studerende. Hvor omfattende kan det gå hen at blive, når jeg er færdiguddannet?
Måske jeg ind imellem kan sige, at jeg er smørrebrødsjomfru. Eller begynder folk så at recitere familieopskriften på dyrlægens natmad?
lørdag den 14. november 2009
Lyseslukker ekstraordinaire
Hver gang jeg får mulighed for det, prædiker jeg for piger i starten af tyverne. Med dommedagsmine fortæller jeg dem, at det med mænd IKKE bliver nemmere, når man er 30 plus. Tværtimod.
Find ham nu, pak ham ind i lænker og hold fast i ham. For dælen. Eller kom herop til os i 30erne og riv dit hår ud af hovedbunden et ad gangen.
Jeg vil gerne give mænd i 30erne skylden. Åh, hvor vil jeg gerne vaske mine små kvindehænder og sige, at alle mænd er svin, og jeg er uskyldig og perfekt.
Men sandheden er, at jeg (og mange andre kvinder i 30erne?) gør det ekstra besværligt for mig selv. Lad mig udpensle præcist hvor besværligt:
Jeg er sådan en, der laver plus/minus-lister – også uden at kende manden godt nok til at vide, hvor tungt minusserne vejer (og sjovt nok er der altid flere minusser end plusser).
Jeg søger efter fejlene, fordi det er sådan en komfortabel helgardering at kunne sige, at han alligevel var helt forkert.
Jeg beskylder ham for at være bange for at binde sig, mens jeg desperat leder efter en udvej og kigger over på den anden side, hvor græsset tilsyneladende har den helt perfekte farve. Indtil jeg kommer derover og ser naboens plæne. Uh, den er fin.
Hvis jeg altid har et ben ude af døren, er det nemmere at overbevise mig selv om, at jeg alligevel aldrig ville gå helt indenfor.
Min veninde mener, at jeg er et enkeltstående tilfælde. At jeg er en af de sjældne kvinder, som tænker som en mand.
Jeg tænker selv, at jeg nok bør aflyse kønsskifteoperationen, og at det måske i virkeligheden handler om, at jeg har det godt, som jeg har det. Bevares, jeg bliver da ramt af momental ensomhed, men vejer den tungere end angsten for, at nogen skal komme og stjæle min frihed? Eller at nogen kommer og gør mit liv mere kompliceret, end det behøver at være?
På trods af alt det, er jeg bevidst om, at jeg ikke har lyst til at være alene. Det hænger jo meget fint sammen, eller hvad man nu skal kalde det.
Egentlig tror jeg, at min nye anbefaling til tyve-noget-pigerne er, at de skal springe 30erne over og hoppe direkte til 40erne, for der bliver det meget nemmere (gør det ikke nok? Jo, sig nu, at det gør!).
Find ham nu, pak ham ind i lænker og hold fast i ham. For dælen. Eller kom herop til os i 30erne og riv dit hår ud af hovedbunden et ad gangen.
Jeg vil gerne give mænd i 30erne skylden. Åh, hvor vil jeg gerne vaske mine små kvindehænder og sige, at alle mænd er svin, og jeg er uskyldig og perfekt.
Men sandheden er, at jeg (og mange andre kvinder i 30erne?) gør det ekstra besværligt for mig selv. Lad mig udpensle præcist hvor besværligt:
Jeg er sådan en, der laver plus/minus-lister – også uden at kende manden godt nok til at vide, hvor tungt minusserne vejer (og sjovt nok er der altid flere minusser end plusser).
Jeg søger efter fejlene, fordi det er sådan en komfortabel helgardering at kunne sige, at han alligevel var helt forkert.
Jeg beskylder ham for at være bange for at binde sig, mens jeg desperat leder efter en udvej og kigger over på den anden side, hvor græsset tilsyneladende har den helt perfekte farve. Indtil jeg kommer derover og ser naboens plæne. Uh, den er fin.
Hvis jeg altid har et ben ude af døren, er det nemmere at overbevise mig selv om, at jeg alligevel aldrig ville gå helt indenfor.
Min veninde mener, at jeg er et enkeltstående tilfælde. At jeg er en af de sjældne kvinder, som tænker som en mand.
Jeg tænker selv, at jeg nok bør aflyse kønsskifteoperationen, og at det måske i virkeligheden handler om, at jeg har det godt, som jeg har det. Bevares, jeg bliver da ramt af momental ensomhed, men vejer den tungere end angsten for, at nogen skal komme og stjæle min frihed? Eller at nogen kommer og gør mit liv mere kompliceret, end det behøver at være?
På trods af alt det, er jeg bevidst om, at jeg ikke har lyst til at være alene. Det hænger jo meget fint sammen, eller hvad man nu skal kalde det.
Egentlig tror jeg, at min nye anbefaling til tyve-noget-pigerne er, at de skal springe 30erne over og hoppe direkte til 40erne, for der bliver det meget nemmere (gør det ikke nok? Jo, sig nu, at det gør!).
torsdag den 12. november 2009
Æv, du har jo bukser på
Mon man kan bestikke Steffen Brandt til at ændre på en af sine sangtekster?
Nåmn, det er bare fordi, jeg lige har fået smadret min barnetro. Jeg har altid troet, han sang:
Be babalula
She's my baby
Op og ned af strøget og med bare ben.
Hvad var det, du sagde?
Og det giver da god mening, for man kan nemt blive distraheret og glemme at høre efter, hvis folk ikke har bukser på.
Den rigtige tekst er: Hvad var det, hvad var det du sagde?
Men det vidste du vel godt?
Ja, jeg er så hende, der først fandt ud af det, da jeg forsøgte at synge med på Turboweekends version her:
Nåmn, det er bare fordi, jeg lige har fået smadret min barnetro. Jeg har altid troet, han sang:
Be babalula
She's my baby
Op og ned af strøget og med bare ben.
Hvad var det, du sagde?
Og det giver da god mening, for man kan nemt blive distraheret og glemme at høre efter, hvis folk ikke har bukser på.
Den rigtige tekst er: Hvad var det, hvad var det du sagde?
Men det vidste du vel godt?
Ja, jeg er så hende, der først fandt ud af det, da jeg forsøgte at synge med på Turboweekends version her:
tirsdag den 10. november 2009
Hvor skal nørden være?
Da det gik op for mig, at det der med skolestart også havde noget med min lille dreng at gøre, skulle hans far og jeg pludseligt forholde os til, om det skulle være distriktsskolen, eller om vi skulle kigge på privatskoler.
Jeg havde (har) det bedst med, at hans skolehverdag så vidt muligt skulle afspejle samfundet, som det ser ud. Sådan ville det blive på skolen i vores distrikt. Der var nogle andre plusser ved skolen, så vi besluttede os for at give den en chance.
Og det er en fin skole. Klassen er lille, klasselæreren er sød og tillidsvækkende. Men…
Min dreng stikker ud. Han går rundt med en neonfarvet aura og ser forkert ud. Han passer ikke ind.
Hvad er der galt med ham (uh, måske kan han endda få en af de der moderigtige diagnoser)?
Ja, lad os gøre noget ved denne sære freak, som:
Eller er vi virkelig der, hvor vi ikke har plads til nørden? Der, hvor skoleressourcerne er så skrabede, at vi kun kan forholde os til børn i én bestemt kasse? (Den med Beckham- og Onyszkos-kloner? Sagde den bitre og urummelige mor)
Vi valgte skolen, fordi den så ud til at afspejle samfundet. Det gør den måske også, men så tror jeg, vi melder os ud og finder et nyt samfund. I første omgang begynder vi at lede efter en privatskole.
Min dreng er ikke forkert, og dælme om jeg vil finde mig i, at han skal vokse op med den følelse, fordi folkeskolen er gammel og træt.
Følg med næste gang, når jeg fortæller om fnidder og uro - i forældregruppen! For pokker! Hvad sker der for voksne mennesker?
Nej, det indlæg tør jeg nok i virkeligheden ikke skrive
Jeg havde (har) det bedst med, at hans skolehverdag så vidt muligt skulle afspejle samfundet, som det ser ud. Sådan ville det blive på skolen i vores distrikt. Der var nogle andre plusser ved skolen, så vi besluttede os for at give den en chance.
Og det er en fin skole. Klassen er lille, klasselæreren er sød og tillidsvækkende. Men…
Min dreng stikker ud. Han går rundt med en neonfarvet aura og ser forkert ud. Han passer ikke ind.
Hvad er der galt med ham (uh, måske kan han endda få en af de der moderigtige diagnoser)?
- Han kan ikke lide fodbold.
- Han interesserer sig slet ikke for diverse byttekort.
- Han aner ikke, hvad en spillekonsol er (har forsøgt at introducere ham, men det var uinteressant).
- Han vil hellere lege med piger end med drenge.
Ja, lad os gøre noget ved denne sære freak, som:
- Siden han var helt lille har været i stand til at fordybe sig i ting og emner, der har interesseret ham. Han udforsker, indtil han er ekspert, og så går han videre til næste emne.
- Ikke gider spille bold. Han er ikke god til det (han har det ikke fra fremmede). Til gengæld vil han gerne sidde og øve sig i at skrive (men det kan vi jo ikke have, fordi… øhm… hvorfor egentligt ikke?)
- Ikke gider lege med drenge, fordi drenge er vilde og fysiske. Min dreng vil gerne snakke og fordybe sig. Det vil mange piger også. Derfor er det naturligt, at hans bedste venner er piger. Og han har mange venner – selvom skolen mener, det er forkert, at han så godt som kun har pigevenner.
- Ikke ved, hvordan man bruger en Wii, men til gengæld kender han hele verden via Google Earth. Han navigerer fuldstændig ubesværet rundt og har styr på alt fra Sumatra til Århus Centrum.
Eller er vi virkelig der, hvor vi ikke har plads til nørden? Der, hvor skoleressourcerne er så skrabede, at vi kun kan forholde os til børn i én bestemt kasse? (Den med Beckham- og Onyszkos-kloner? Sagde den bitre og urummelige mor)
Vi valgte skolen, fordi den så ud til at afspejle samfundet. Det gør den måske også, men så tror jeg, vi melder os ud og finder et nyt samfund. I første omgang begynder vi at lede efter en privatskole.
Min dreng er ikke forkert, og dælme om jeg vil finde mig i, at han skal vokse op med den følelse, fordi folkeskolen er gammel og træt.
Følg med næste gang, når jeg fortæller om fnidder og uro - i forældregruppen! For pokker! Hvad sker der for voksne mennesker?
Nej, det indlæg tør jeg nok i virkeligheden ikke skrive
onsdag den 4. november 2009
Først veer, så statsministeriet
Noget af det smarte ved morhed er, at man kan sige ting som ”fordi jeg siger det”, ”sådan er det bare” og ”det bestemmer jeg, fordi jeg er statsminister”.
At man så skal forholde sig til svar som ”din fåkking jot”, ”jeg giver dig en tæsk” og ”du er ikke min rigtige mor” er knapt så smart. Hvad er det egentlig, de lærer i skolen?
Nå, men det er da altid noget, at man automatisk bliver konge af verden, når man bliver mor. Og kongen af verden forbyder den slags sprog (Altså, en mor må gerne tale sådan. Men kun når drengen sover).
At man så skal forholde sig til svar som ”din fåkking jot”, ”jeg giver dig en tæsk” og ”du er ikke min rigtige mor” er knapt så smart. Hvad er det egentlig, de lærer i skolen?
Nå, men det er da altid noget, at man automatisk bliver konge af verden, når man bliver mor. Og kongen af verden forbyder den slags sprog (Altså, en mor må gerne tale sådan. Men kun når drengen sover).
mandag den 2. november 2009
Må.Have.Salt
Ja, jeg er godt klar over, at det næsten er for utroligt til at være sandt, men jeg var faktisk i byen i weekenden. Med drinks og dans og den slags.
Jeg bliver jævnligt ramt af tanken, at den del af mit liv er definitivt slut. For der, hvor folk på 88.000 år og opefter kommer, møder man alt for tit en forsamling af hey-den-her-frisure-var-et-hit-i-1985-og-hvorfor-lave-om-på-noget-der-fungerer-typer. Og det virker som om, det eneste alternativ er steder, hvor klientellet er så unge, at jeg frygter, at jeg ligner en fordrukken mor, der er kommet for at hente sit teenagebarn
I lørdags endte vi ved en fest, hvor der var mange, der var meget unge. Heldigvis var de så fulde, at vores lille gruppe kunne stå i fred i hjørnet og være gamle (med vores meget billige drinks. Ungdomsgilder er da bare 2talt 4 nice maaiiin).
Det var en af den slags fester, hvor man smed sit overtøj i en bunke i hjørnet. Og jeg følte mig absolut ikke mindre gammel, da jeg nægtede at gå mere end 50 centimeter væk fra min jakke. Men jeg lærte, at de meget unge også kan have et nært forhold til deres overtøj.
En ung fyr kredsede konstant om vores oldies corner:
”Øh, jeg skal altså lige hen til min jakke. Det er bare fordi, den har været meget dyr.”
En halv time senere:
”Bliver I stående her? Så kan I måske holde øje med jakkerne? Det er bare fordi, min jakke har kostet en million.”
En halv time senere:
”Jeg skal bare lige tjekke, om min jakke er her. Den har kostet en milliard.”
Gamlingerne gik hjem før ham, så jeg ved ikke, om hans diamantbesatte jakke overlevede aftenen. Til gengæld ved jeg, at han sikkert allerede er i gang med at varme op til næste bytur, mens jeg skal bruge mindst tre uger på at komme mig over den her.
Jeg bliver jævnligt ramt af tanken, at den del af mit liv er definitivt slut. For der, hvor folk på 88.000 år og opefter kommer, møder man alt for tit en forsamling af hey-den-her-frisure-var-et-hit-i-1985-og-hvorfor-lave-om-på-noget-der-fungerer-typer. Og det virker som om, det eneste alternativ er steder, hvor klientellet er så unge, at jeg frygter, at jeg ligner en fordrukken mor, der er kommet for at hente sit teenagebarn
I lørdags endte vi ved en fest, hvor der var mange, der var meget unge. Heldigvis var de så fulde, at vores lille gruppe kunne stå i fred i hjørnet og være gamle (med vores meget billige drinks. Ungdomsgilder er da bare 2talt 4 nice maaiiin).
Det var en af den slags fester, hvor man smed sit overtøj i en bunke i hjørnet. Og jeg følte mig absolut ikke mindre gammel, da jeg nægtede at gå mere end 50 centimeter væk fra min jakke. Men jeg lærte, at de meget unge også kan have et nært forhold til deres overtøj.
En ung fyr kredsede konstant om vores oldies corner:
”Øh, jeg skal altså lige hen til min jakke. Det er bare fordi, den har været meget dyr.”
En halv time senere:
”Bliver I stående her? Så kan I måske holde øje med jakkerne? Det er bare fordi, min jakke har kostet en million.”
En halv time senere:
”Jeg skal bare lige tjekke, om min jakke er her. Den har kostet en milliard.”
Gamlingerne gik hjem før ham, så jeg ved ikke, om hans diamantbesatte jakke overlevede aftenen. Til gengæld ved jeg, at han sikkert allerede er i gang med at varme op til næste bytur, mens jeg skal bruge mindst tre uger på at komme mig over den her.
lørdag den 31. oktober 2009
Af med sækken
I går sad jeg stille og roligt på en bænk og ventede på bussen. En mand stillede sig foran bænken. Han gad tilsyneladende ikke tage rygsækken af og var i det mindste bevidst om, at der ikke var plads til nylonskjoldet mellem ham og væggen. Så han satte sig ikke. Han stod bare der og lod rygsækkens skygge optage en plads.
Engang imellem skulle han lige holde øje med bussen. Det gjorde han i små, hurtige ryk – der hver gang resulterede i, at hans verpülte nylonskjold bankede mig på issen.
Man skal være rummelig og tolerant. Man må ikke hade andre folkefærd. Jeg ved det godt.
Derfor erkender jeg, at jeg er et dårligt menneske, for jeg kan virkelig ikke lide folk, der går med rygsæk.
Bevares. Der er da rygsækfolk, der kan finde ud af tage hensyn. De husker, at de går rundt med et stort våben på ryggen. Et våben, der er i stand til at uddele store, nylonkradsende lussinger.
Men der er langt mellem dem. Jeg er 88.000 år gammel, har set lidt af hvert, og jeg ved altså, hvad jeg taler om her.
Størstedelen af rygsækfolket (som vi alle ved stammer fra Backpanien) glemmer, at de har en camp-let på ryggen. De glemmer, at de fylder for tre personer. De glemmer, at de der blylod, de altid slæber rundt på, kan slå en voksen mand omkuld.
Se jer da lige for, inden i laver piruetter i bussen!
Og har i egentlig tænkt over, at jeres børn får kronisk tilbagetrukket nakke, fordi rygsækken har mere plads bagpå cyklen end barnet har?
Er det ikke ved at være på tide, at politikerne presser rygsækfolket og tvinger dem til at integrere sig blandt os ordentlige skuldertaskemennesker?
Engang imellem skulle han lige holde øje med bussen. Det gjorde han i små, hurtige ryk – der hver gang resulterede i, at hans verpülte nylonskjold bankede mig på issen.
Man skal være rummelig og tolerant. Man må ikke hade andre folkefærd. Jeg ved det godt.
Derfor erkender jeg, at jeg er et dårligt menneske, for jeg kan virkelig ikke lide folk, der går med rygsæk.
Bevares. Der er da rygsækfolk, der kan finde ud af tage hensyn. De husker, at de går rundt med et stort våben på ryggen. Et våben, der er i stand til at uddele store, nylonkradsende lussinger.
Men der er langt mellem dem. Jeg er 88.000 år gammel, har set lidt af hvert, og jeg ved altså, hvad jeg taler om her.
Størstedelen af rygsækfolket (som vi alle ved stammer fra Backpanien) glemmer, at de har en camp-let på ryggen. De glemmer, at de fylder for tre personer. De glemmer, at de der blylod, de altid slæber rundt på, kan slå en voksen mand omkuld.
Se jer da lige for, inden i laver piruetter i bussen!
Og har i egentlig tænkt over, at jeres børn får kronisk tilbagetrukket nakke, fordi rygsækken har mere plads bagpå cyklen end barnet har?
Er det ikke ved at være på tide, at politikerne presser rygsækfolket og tvinger dem til at integrere sig blandt os ordentlige skuldertaskemennesker?
onsdag den 28. oktober 2009
O'Mannes guide til job(agtige)samtaler
I dag var så godt som alle danske medier samlet på Journalisthøjskolen for at hente praktikanter hjem.
Jeg var en af de praktikanter, der gerne ville hentes. Og mine sommerfugle var ret store. Der var nemlig kun ét sted, jeg virkelig ønskede mig – og sørme om de ikke kaldte mig til samtale.
Det gik, som det skulle, og derfor tænkte jeg, at jeg lige ville dele ud af mine bedste råd (fordi jeg zimpelthen igåzz bare er zå’n et utroligt givende mennzk):
*Når kvinden fra drømmepraktikstedet giver hånd og siger hej, rækker du hånden frem og siger tak.
*Når kvinden fra drømmepraktikstedet spørger, om du lige kan vente i fem minutter, svarer du med høj, skinger stemme: JA! I ER JO MIN FØRSTEPRIORITET! (Det der spillen kostbar har jeg aldrig gjort så meget i)
*Når kvinden fra drømmepraktikstedet tilbyder dig jobbet, falder du sammen henover bordet af udsplattet lettelse og gigantisk glæde (her er det måske en idé at vente til efter kontrakten er underskrevet).
*Når du skal udfylde diverse kontrakter og skemaer, er du så befippet, at du ikke kan finde ud af, hvor du skriver under (hej, jeg hedder Anne, og jeg kan ikke få øje på stiplede linjer. Men jeg kan altså godt finde ud af journalistik. Det lover jeg).
*Når du kommer ud af samtalelokalet, lægger du dig på gulvet (det var enten det eller en løbetur på vægge og lofter). Det kan anbefales at have en veninde med til at børste gulvskidtet af en bagefter. Hvis hun er en meget god veninde, peger hun også lige på glasvæggen og gør opmærksom på Bent Falbert på den anden side (oh, hello there. Ja, jeg ligger så lige her).
Sikke en fantastisk dag. Jeg er overbevist om, at jeg får en virkelig god praktiktid. Det har min mavefornemmelse sagt til mig, lige siden jeg var derude til åbent hus.
Jeg er så glad, at jeg ikke engang tog det specielt tungt, da jeg så David Lee Roth i mit badeværelsesspejl for et øjeblik siden.
Jeg var en af de praktikanter, der gerne ville hentes. Og mine sommerfugle var ret store. Der var nemlig kun ét sted, jeg virkelig ønskede mig – og sørme om de ikke kaldte mig til samtale.
Det gik, som det skulle, og derfor tænkte jeg, at jeg lige ville dele ud af mine bedste råd (fordi jeg zimpelthen igåzz bare er zå’n et utroligt givende mennzk):
*Når kvinden fra drømmepraktikstedet giver hånd og siger hej, rækker du hånden frem og siger tak.
*Når kvinden fra drømmepraktikstedet spørger, om du lige kan vente i fem minutter, svarer du med høj, skinger stemme: JA! I ER JO MIN FØRSTEPRIORITET! (Det der spillen kostbar har jeg aldrig gjort så meget i)
*Når kvinden fra drømmepraktikstedet tilbyder dig jobbet, falder du sammen henover bordet af udsplattet lettelse og gigantisk glæde (her er det måske en idé at vente til efter kontrakten er underskrevet).
*Når du skal udfylde diverse kontrakter og skemaer, er du så befippet, at du ikke kan finde ud af, hvor du skriver under (hej, jeg hedder Anne, og jeg kan ikke få øje på stiplede linjer. Men jeg kan altså godt finde ud af journalistik. Det lover jeg).
*Når du kommer ud af samtalelokalet, lægger du dig på gulvet (det var enten det eller en løbetur på vægge og lofter). Det kan anbefales at have en veninde med til at børste gulvskidtet af en bagefter. Hvis hun er en meget god veninde, peger hun også lige på glasvæggen og gør opmærksom på Bent Falbert på den anden side (oh, hello there. Ja, jeg ligger så lige her).
Sikke en fantastisk dag. Jeg er overbevist om, at jeg får en virkelig god praktiktid. Det har min mavefornemmelse sagt til mig, lige siden jeg var derude til åbent hus.
Jeg er så glad, at jeg ikke engang tog det specielt tungt, da jeg så David Lee Roth i mit badeværelsesspejl for et øjeblik siden.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
