Han sagde det med hårsnif og et meget stort kort

Så er det i dag, vi alle husker at skrive på samtlige sociale medier, at vi i hvert fald ikke er til det der kommercielle valentinsdag. "Der er ikke nogen, der skal bestemme, hvornår jeg er romantisk... og yadayadayada...". 
Men det gider jeg egentlig ikke skrive om, for det skældte jeg allerede ud over sidste år.

I år fik dagen mig til at tænke på dengang, jeg boede i England.
På valentinsdag fik jeg tre kort. Et blev skubbet under min dør, og jeg fandt aldrig ud af, hvem det var fra. Da jeg mødte på arbejde, var der to kort til mig i receptionen, og det ene af dem var i A3-størrelse.
Det lille af dem var ikke underskrevet, men jeg tror, det var fra en af stamkunderne i den bar, jeg arbejdede i. Han var en rætti flinker fyr, der var ven med alle, og som ofte havde sin lille forsagte kone med. Hun hed Trisha og lignede en lille fugleunge. Når hun ikke var med, flirtede han med alt, der bevægede sig. Og nogle gange tog han damer med op på hotelværelserne ovenpå.
Jeg spurgte aldrig, om kortet var fra ham.

Kæmpekortet var underskrevet. Det var fra Paul, som var portner på hotellet.
Paul kunne rigtig godt lide mig. Folk fortalte mig det, og jeg fik det også kraftigt på fornemmelsen, da han stak næsen ind i mit hår og inhalerede, da han hjalp mig op med roomservice.

Jeg kunne virkelig godt lide Paul. Men på den der måde, hvor man er fyldt med så meget omsorg for en person, at man næsten ikke kan rumme det.
Hans lemmer var for lange, han var alt for tynd og han forsøgte at være gangsta-hip-hopper. Det gik ikke så godt med det.
Men han var så sød. De andre fortalte mig, at Paul havde en sygdom, som han ville dø af i en ung alder. Det var ikke noget, han selv talte om. Heller ikke da han inviterede mig hjem til middag, fordi han kunne lave et eller andet med and, som jeg bare måtte smage.
Min venindes kæreste brød sig ikke om, at jeg skulle besøge Paul, og han insisterede på at hente mig tidligt. Paul boede i noget estate-slum-agtigt med 400 låse på dørene og gitter overalt. Men han passede godt på mig, og jeg følte mig aldrig utryg. Heller ikke, da han hentede naboerne, som skulle komme ind, bare for at han kunne vise mig frem. Sær oplevelse, men det var Paul, og det var ok.

Paul prøvede aldrig på noget. Jeg kunne godt se, at han ind imellem blev kejtet og genert, men sådan var det jo bare med ham. Jeg så ham som en ven, og det accepterede han. Altid.

På den valentinsdag, hvor han gav mig kæmpekortet, mødte jeg ham, mens jeg var på arbejde. Han var genert og havde hænderne på ryggen. Ud over kortet havde han en gave til mig.
Det var en kaninbamse, som kunne lynes op i ryggen og laves til en pude.

Et kæmpekort fyldt med floskler og et tøjdyr, der kunne trylles om til en hård pude - på en kommerciel dag, der tvangsromantiserer os. Uha.
Men det er noget af det fineste, jeg nogensinde har fået. Paul mente det helt inde fra sit bløde, gode hjerte, og han turde vise den side af sig selv.

Det er så mange år siden nu, og jeg aner ikke, hvad der er blevet af Paul. Men det var rart at tænke på ham i dag.

I øvrigt har min valentinsdag i dag været virkelig fin. Der var et kort til mig i postkassen. Til mig!?
I må bitche over dagen, så meget i orker, men I holder jer fandme fra mit dejlige kort, der fik mit ansigt til at flække i et megasmil nede ved postkassen.

Denne dåse ville ønske, hun turde være mere blød

Danske kvinder får skyld for at være uknepbare dåseformede mandehadende neandertalere, og mens danske mænd skynder sig at rømme sig på den høflige måde og sige "nej, nu har jeg aldrig... Det er sørme ikke sandt, lillemor. Du er så smuk i din fleecedragt", har kvinderne travlt med at stå foran spejlet og forsikre sig om, at det i hvert fald ikke er dem, der bliver beskrevet af Roosh V.
Og amerikanerens syn på danske kvinder er måske en smule unuanceret. Jeg tænker, at han kun har bevæget sig rundt på 10 kvadratmeter dansk jord i sin tid her i landet.

For der findes mange smukke feminine danske kvinder, der ikke er formet som sodavandshylstre. Og selvfølgelig findes der danske kvinder, der kan finde ud af at flirte.

Jeg har dog set de der kvinder, der bliver beskrevet af Roosh V. Og jeg kan altså også se dem i mig selv.

Men når vi ikke er dullede flirtemaskiner hele tiden, handler det altså ikke nødvendigvis om, at vi er brovtne mandehadere. Det kan sagtens handle om, at vi har andre værdier - at vi hellere vil bedømmes på vores intellekt (og det er der fandme ikke noget galt i, bitre amerikanermand). Men det kan også handle om, at kvinder er hårde ved kvinder (uh, det er et farligt emne. For kvinder er ekstra hårde ved kvinder, der siger, at kvinder er hårde ved kvinder).

Når vi giver hinanden komplimenter, indeholder de næsten altid ordet "naturlig". Faktisk bryder vi os ikke meget om, at man gør noget tydeligt for at virke tiltrækkende. Og så er det fandme bare surt, hvis man ikke er en naturlig skønhed.
Til gengæld kan vi godt lide afslappet tøj, og hvor tit ser man ikke kærestepar, der har helt samme tøjstil? ... Hvor det jo ikke er manden, der har adopteret kvindens tøjstil, vel?

Nej, lad nu være med at hugge hovedet af mig. Jeg har jo sagt, at der er mange smukke, feminine kvinder i Danmark.
Men jeg ved også, at nogle af dem gør deres bedste for at nedtone det. For andre kvinder skulle jo nødigt tro, at de gjorde det med vilje. For det må man ikke! Slet ikke, hvis man også vil ligne en, der har en hjerne.

Vi kan godt lide det underspillede. Jeg sætter selv stor pris på det underspillede. Nogle gange har "det underspillede" det bare med at være noget med at bunde tre øl og bøvse Rasmus Seebachs bagkatalog.

Jeg er selv skyldig.
Jeg har ikke været nedringet i flere år (efter kvinder kommenterede, at jeg altid gjorde alt (for meget) for at fremhæve mine bryster).
Jeg kan ikke finde ud af at flirte. Nej... Jeg tør ikke flirte, for jeg ville føle mig så flov og dum, hvis det blev afsløret.
Der er meget lidt forskel på mit hverdags- og festtøj. For folk skulle jo nødigt tro, at jeg gjorde for meget ud af mig selv.
Jeg bruger ikke ret meget make-up - selv om jeg synes, tunge smokey eyes er hot hot hot. Og mine veninder kalder stort kropsskjulende tøj for "Anne-tøj".

Ja ja, du er sikkert en af de kvinder, der både er sød, blød, feminin og megahjernet. Jeg siger bare, at jeg godt kan genkende de kvinder, der bliver beskrevet af amerikaneren.
Jeg siger ikke, det er rimeligt, at han sviner danske kvinder til på den måde. Jeg siger bare, at vi - de danske kvinder - kan være hurtige til at dømme hinanden. Jeg dømmer sgu selv. Men det er nok i virkeligheden, fordi jeg er bange for, at hende i pin-up-outfittet scorer de rare mænd, der totalt overser mig, når jeg gemmer mig i mit Anne-telt.

Matchmakingkurser til gifteknive NU!

Som alle andre mennesker har jeg visse behov, men da jeg nægter at netdate og egentlig ikke kommer overvældende meget ud blandt brugbare mænd, er jeg efterhånden så uberørt, at jeg kan mærke glorien bule ud af baghovedet.

Jeg gider ikke have en donut hængende over issen, og derfor er det meget praktisk, at der er folk i min omgangskreds, der synes, de kan hjælpe mig af med min ufrivillige fromhed.

De fortæller glædesstrålende om deres singlevenner, som liiige ville være noget for mig, og det er da ret smigrende, at de synes, jeg er gifteknivsværdig.
Men med tiden har jeg lært noget om konceptet. Og lad mig bare afsløre, at det er et koncept, der både kan være skævt og ende ubehageligt, hvis man ikke gennemgår tjeklisten først:

Hvordan fortæller giftekniven om sin singleven? 
Hvis det foregår sådan her: "Jeg kender faktisk én, men..." (og så kommer det usagte, som med sikkerhed er, at han tævede sin ekskæreste/kun bruger i træsko/stadig bor hjemme hos sine forældre/går i minitrusser).
Sig nej!
Det rigtige formulering er: "Jeg kender faktisk én, som... (ikke er en freak)"


Hvem er tættest med giftekniven - dig eller singlevennen? 
Hvis giftekniven skylder singlevennen mere, end hun/han skylder dig, er der stor risiko for, at vedkommende tænker mere på, hvad der ville være godt for ham, og knapt så meget på, hvad der ville være godt for dig. Og man gider bare ikke være hende, der er nødt til at kæmpe sig igennem en kop kaffe i selskab med Gollum.


Hvorfor mener giftekniven, at I kunne passe sammen? 
Her er det kun rimeligt, at man får en uddybende forklaring. Ofte vil man nemlig opleve, at det eneste, man har tilfælles, er alderen. Hvis giftekniven selv er i et forhold, kan vedkommende tilsyneladende hurtigt glemme, at alderen er helt ligegyldig, når han "bare har brugt det samme træskomærke siden 1985".

Hvis du er i tvivl, så sig nej til en date og fortæl giftekniven, at han/hun fandme må arrangere et eller andet socialt, så I kan mødes under mere uforpligtende forhold.
Der findes mænd (og med stor sikkerhed også kvinder), man er nødt til at slå op med efter en hurtig kop kaffe.
Det er opslidende.

God fornøjelse.

Fire ting om uge 5

Jeg var i læsegruppe. Vi læser tykke bøger og taler om dem, og vi tager det skam ganske seriøst.
Der kan dog opstå problemer, når man læser "Se på mig" af Kirsten Hammann. Bogen indeholder adskillige onani- og sexscener, og pludselig handlede læsegruppemødet mere om, hvorvidt en brystvortesuger er et realistisk onani-remedie for kvinder. Jamen, det virker sgu da mere, som noget en mand ville forestille sig, at en kvinde ville bruge.
Læsegruppemændene var lidt tavse i en periode - til gengæld foreslog en af dem, at næste læsegruppemøde bliver en læsegruppefest med alkohol.

Jeg så Don Juan (Den Jyske Opera), og med læsegruppemødet friskt i hukommelsen blev jeg grebet af woohoo-festen-fortsætter-stemning, da de mandlige sangere ikke holdt sig tilbage i forhold til brystgramsning på scenen.
Må man overhovedet det i operaen? Altså, med alle de fine, kultiverede mennesker blandt publikum?

Stine og jeg hoppede rundt i sneen som små kåde dyreunger. Og jeg lavede en sneengel for første gang siden 1748. Derudover lavede vi en (platonisk) rekonstruktion af en snavescene der måske/måske ikke udspillede sig foran min hoveddør for nogle uger siden. Vi er nogen, der lever lidt længe på den slags ting, så det var rart, at Stine lige ofrede sig for mig, da klokken var to minutter i Anne-nu-KAN-du-altså-ikke-leve-på-det-længere.
Det var de tåbelige teenageudgaver af os, vi havde fundet frem. Men fuck det! Vi havde det sjovt.

Min sødeste mandeven kom til at sende mig en sms, der i virkeligheden ikke var til mig, men til en hot lady. Og den var dirrrty! Så lærer man altså noget om sine venner.
Det er sådan nogle gaver, man får, når man har et navn, der placerer én øverst på fulde folks kontaktlister.

Jeg glæder mig til uge 6.

Den passer mig sikkert bedre om et par dage

Advarsel: Dette indlæg indeholder ordet "menstruation", samt menstruationsrelaterede beskrivelser - dog helt uden blodige detaljer. Hvis tanken om, at jeg er en helt almindelig kvinde med en helt normal cyklus, gør dig utilpas, bør du ikke læse dagens indlæg fra mig. I stedet vil jeg råde dig til at søge hen til blogs, der viser ægte prinsesser med silkeindvolde, som kun indeholder velduftende blomsterblade.

Tidligere i dag stod jeg i et prøverum og prøvede en grøn bluse. Inden jeg nåede så langt, havde jeg stået i alt for lang tid og stirret blankt på mærket i blusen:
"Det er størrelse one-size," sagde den meget søde butiksdame.
"Åh, jeg kunne ikke helt gennemskue det," svarede jeg.
"Ja, det kunne jeg se. Eller... Det kan også være svært at se." 

Straks var der etableret et bånd mellem os. Hun kunne godt se, jeg havde brug for pædagogisk vejledning, så derfor sørgede hun for at opholde sig lige uden for prøverummet, mens jeg pillede vinterlagene af og iførte mig blusen.

"Hvad siger du til den?"
"Øhm... Taler du til mig," spurgte jeg, mens jeg pressede mit hoved ud igennem en lillebitte revne i døren, så hun ikke så mig i al min blufærdige afklædthed. 
"Ja! Hvad siger du til den?" 
"Jeg er ikke helt overbevist", svarede jeg. Og så talte vi lidt om, at det var svært at se i det lille prøverum, og lyset var dårligt, og i øvrigt havde jeg travlt og skulle nå en bus. 

Måske skulle jeg bare have fortalt hende sandheden:
"Jeg skal vist til at have menstruation, for jeg er så helkropshævet, at selv en bluse i mumitrold-form sidder stramt på mig. Mine bryster er så gigantiske i disse dage, at de fylder hele prøverummet. Det er ret svært at se sig selv i spejlet, når man står i spænd, fordi cyklus-hævede babser tror, de er udfoldede airbags"  

Så ville hun i hvert fald lære, at det ikke er mit prøverum, hun skal belejre.
I stedet lærte hun, at hende den forfjamskede med den skingre nervøse stemme køber blusen, hvis hun ikke får lov til at passe sig selv.

Mig? Jeg er en helt normal freak

Jeg skal ikke se Big Brother, og i virkeligheden fandt jeg det helt unødvendigt at være i stand til at argumentere for, hvorfor jeg har det sådan. Jeg gider bare ikke se det.

Men så kom jeg alligevel til at rode mig ud i noget junk-news, hvor deltagerne beskriver sig selv. Og sammen med deres "jeg er sådan lidt skør", "jeg har en mærkelig humor" og "jeg er bare ikke helt normal" kom mine argumenter væltende.

Jeg har et meget anstrengt forhold til den slags selv-beskrivelser, for virkeligheden er aldrig så skør, mærkelig eller unormal. Tværtimod er det mere sådan her:

Du siger, at du er simpelthen bare sådan en skør en.
Jeg siger: Bevares, du har da en rap kontraststribe i håret, og den matcher endda dine sko. Men jeg tror nok, jeg kunne finde på en anden beskrivelse end "skør" i den forbindelse.

Du siger, du har en mærkelig humor (på den totalt zkøre måde).
Jeg siger: Bevares, du kan da lave en frisk De Nattergale-imitation. Men din udgave af "Uhadada uhadadadada" er ikke mærkelig. Den er bare dårlig. Det er derfor, vi ikke griner.

Du siger, at du bare ikke er helt normal.
Jeg siger: Har du ikke læst, hvad jeg lige har skrevet? Kun gennemført uinteressante mennesker har brug for at beskrive sig selv på den måde.

Jeg kender skøre, ikke normale mennesker med mærkelig humor. Fælles for dem er, at de ikke er klar over, at de er alt det der. Og de ville aldrig beskrive sig selv som Big Brother-deltagerne gør.

For de tror nemlig, de er helt almindelige, på randen af det kedelige. Og de bruger størstedelen af deres liv på at være forvirrede over, at verden ikke forstår dem.

Så undskyld mig, hvis jeg ikke synes, du er det mest specielle menneske i universet, fordi du simpelthen er så skør, at du engang bare gik helt amok på dansegulvet til Boten Anna.
Det er ikke for at være fordømmende. Jeg kan ikke gøre for det. Det er, fordi jeg bar' ikk' er helt normal (tihi, fnis).

Min opvækst i et sportshalsdiktatur

Jeg voksede op i Guncity.
Forstaden, hvor rockerborgen tårnede op bag tankstationen. Forstaden, hvor de store drenge stak hinanden ned med skruetrækkere. Forstaden, hvor hende, der manglede i timen i niende klasse, "bare lige var nede i skoven og bolle med en rocker".

Men mit forhold til alt det der var mere barnlig snerpethed, end det var rockerangst. For der var noget derude ved indgangen til oplandet, som jeg frygtede endnu mere:

Sportshallen.

Jeg bliver én stor forkrampet kuldegysning, bare jeg skriver ordet. Føj, hvor jeg hadede den hal.
Jeg hadede lugten og lyden af sport, og jeg hadede boldene.
Boldene i sportshallen var små og hårde, og det var meningen, at man skulle drible med dem, ramme mål med dem og gribe dem. Altsammen ting, jeg aldrig helt fangede.
Mit gribeøje er defekt, og jeg kaster som en tøs med arme af splat.

Men når man bor i en forstad, er sportshallen samlingsstedet. Man skal helst gå til noget her. Det gjorde jeg bare ikke. Jeg gik til jitterbug oppe på Verners danseskole, og jeg havde slet ikke lyst til at gå til noget i sportshallen - som jeg i øvrigt hadede inderligt (nå, har jeg allerede sagt det?).

Men når jeg nu valgte sportshallen fra, valgte jeg også sportskliken fra. Hvilket var ret problematisk, da den sådan set bestod af alle jævnaldrende derude i forstaden. Når jeg kiggede på dem, havde jeg dog heller ikke lyst til at være en del af deres flok.
De gik kun i sportstøj - også når de var til fest. De troede tydeligvis, at H2O-badesandaler var rigtige sko. Og så talte de i et andet toneleje - som om de altid var i gang med at råbe en eller anden sportsagtig kommando: "Kast", "grib", eller hvad fanden man råber, når man råber sportsk.

Jeg syntes egentlig heller ikke, de var specielt atletiske, de mennesker der kom i sportshallen. Jeg husker især håndboldpigerne som små robuste mursten. Men drengene kunne dælme godt li' murstenspigerne, hvilket i mange år gav mig et stort ønske om at blive kasseformet. Eller bare hvad som helst andet end den der pudsige kropsløse "lange lemmer, der er monteret direkte på halsen"-skabning, jeg var.

Jeg gad ikke spille håndbold. Jeg ville ikke! Jeg kunne simpelthen mærke, at det interesserede mig så lidt, at min sjæl ville visne, hvis jeg forsøgte. Sammen med min stolthed.

Det betød, at jeg aldrig blev en del af det ægte fællesskab derude i parcelhusland. For jeg var ikke en del af det allervigtigste.

Så når jeg siger, at det ikke interesserer mig en skid, at Danmark har vundet en eller anden håndboldturnering, er det ikke for at være trodsig - eller hipsteragtig overintellektuel.
Det lugter simpelthen bare så meget af forstadssportshal, at jeg får kvababbelser ud i hver eneste del af mine boldinkompetente lemmer.

Kan vi ikke nok være venner alligevel?

Er det med vilje, lyset er slukket hernede i ugly-ligaen?

På Facebook fortalte min veninde, at hun har haft venner, der højlydt har undret sig over, at hun har været i stand til at score en kæreste, der var i en hel anden liga end hende selv.
Det var en kommentar til mit indlæg fra i går, hvor jeg blandt andet fortæller, at jeg engang fik at vide, at jeg ikke på nogen måde var pæn nok til den kæreste, jeg havde på det tidspunt.

Og nu er det, jeg egentlig gerne vil vide, hvordan vi placerer folk i diverse ligaer. Men det er nok i virkeligheden ikke så svært at regne ud, for i langt de fleste tilfælde handler det vel udelukkende om udseende?

Smukke mennesker passer sammen med smukke mennesker. Jævne mennesker passer sammen med jævne mennesker. Grimme mennesker skal for guds skyld holde sig til grimme mennesker - alt andet er simpelthen for sjusket og forvirrende.

Jeg læste i britiske Daily Mail (ja, jeg læser junk-news. Lad mig så være), at især mænd har svært ved at finde ud af, hvilken kategori, de hører til. Det sker ofte, at grimme mænd tror, de er pæne. Derfor vil de forsøge at komme i kontakt med kvinder, der er adskillige skønhedsligaer over dem selv.
Til gengæld er mange smukke mænd slet ikke klar over, at de hører til i den gode kategori. Derfor tør de ikke henvende sig til smukke kvinder. Og derfor ender det ofte med, at smukke kvinder må nøjes med en grimmere mand.
Jamen... Stop the press! Seriøst! Hvordan kommer vi videre herfra, hvis folk finder sammen med mennesker uden for deres egen kategori?

Da jeg var færdig med at tro på alt, hvad de skriver i avisen, undrede det mig ret meget, at det der liga/kategori-dims virkelig er noget, man tager så seriøst, at man ligefrem forsker i det.

Det er da så tydeligt, at sådan et koncept kun fungerer for tomme facademennesker, der med deres sytrådstynde øjenbryn og orange selvbruner uden videre kan klemme sig ind i en specifik kategori. Eller er det kun mig, der slet ikke kan finde en rød tråd gennem de mænd, jeg har været tiltrukket af gennem tiden (bortset fra forpint-poet-blikket, der lugter meget stærkt af tårer og besværligheder. Det skal være der. Mit liv skulle jo nødigt blive for nemt)?

Der har været pretty-boys. Der har været fashion-typer. Det har været typer, som nogen måske ville mene hørte til i et mørkt skur. Der har været underbid, overbid, skæve næser, for smalle øjne, for smalle læber, grimt hår og pletvist skæg. Men fælles for dem alle er, at jeg på en eller anden måde har været tiltrukket af dem. Og jeg har aldrig aldrig tænkt om dem, at vi ikke var i samme kategori.
Bevares, jeg er da lidt skadet af at få at vide, at jeg ikke er pæn nok til en pretty boy, så dem holder jeg mig måske bevidst fra. I virkeligheden er det heller ikke dem, der ligger i toppen af min tiltrukket-af-liste.

Jeg ved ikke, hvad min type er, før jeg står foran ham. Og det er helt sikkert, at hans udseende kun betyder noget i det første minut, indtil jeg finder ud af, om han overhovedet har noget at sige, som jeg gider høre om.

Jeg tror helst, jeg vil være på det ligafri hold, tak!

Hej søde, jeg vil bare lige sige, at du er helt vildt grim

Nogle gange, når kvinder taler sammen om andre mennesker, kan vi godt komme til at være en anelse ukonstruktive. Især, hvis det drejer sig om mennesker, vi ikke bryder os om.
Graden af ukonstruktivitet øges, hvis det pågældende menneske på en eller anden måde har trådt på os.

Det betyder, at det ikke nødvendigvis er nok for os at beskrive personens uheldige personlighedstræk. For at få luft er vi nødt til at krydre med detaljer om vedkommendes udseende. Det kan for eksempel være:
"Hendes ben er så korte, at jeg troede, hun havde taget skoene direkte på skrævet"

Nej, det er ikke særlig modent. Nej, folks udseende bør ikke blandes ind i det. Men vi gør det alligevel.
Og det kan jeg egentlig godt leve med. Jeg er ikke stolt af det, men det fungerer som en eller anden for for primitiv vredeventil. Og de grimme beskrivelser når aldrig ud til dem, de handler om.
Jeg synes til gengæld, det er en rigtig dårlig ide at begynde at fortælle folk direkte, at de har en fed grisetryne og slaskede rygguirlander.

Vi bør sgu få at vide, hvis vi har opført os dårligt, men hvad har vores ti meter høje pande med sagen at gøre?

I det hele taget bør vi lade være med at kommentere hinandens udseende negativt, medmindre vi helt tydeligt og specifikt er blevet bedt om det.

Jeg har adskillige minder om folk, der har haft behov for at fortælle mig, at jeg ikke har været for heldig med mit udseende.
Jeg har været for tynd, for tyk, for bredhoftet, for smalhoftet, for fladbrystet, for storbrystet, for fedkindet, for stormundet, for lilleøret, for småfodet, for smallåret, for abeansigtet, for kortfingret, for stritnæset og for fregnet.
Jeg har fået direkte besked om, at jeg hører til i den grimme kategori af mennesker (endda sagt venligt), og engang sagde en anden kvinde til mig, at jeg ikke var pæn nok til den kæreste, jeg havde på det tidspunkt.

Der er ingen tvivl om, at en del af det, jeg har fået at vide om mit udseende, er sandt. Men hvad fanden skal jeg bruge det til?
Skal jeg få filet min stritnæse flad? Få sprøjtet fedt i mine lår? Iføre mig en helkropsmaske, så folk ikke skal gå i gylpespasmer, når jeg bevæger mig ud i al min ækelhed?

Nogle mennesker sætter en ære i ærlighed. De synes selv, de bliver bedre mennesker af at udpensle andre menneskers fejl.
Men hvorfor udpensle ting, man ikke kan ændre (uden kirurgi)? Og forventer du egentlig, at jeg siger tak til dig, når du har påpeget, at min næse er forkert?

Jeg har grimdage, og jeg har dage, hvor jeg er helt tilfreds med mit udseende. Men jeg er også meget usikker og ekstremt selvbevidst (to af mine dårligste træk ifølge pålidelige kilder), og der er ingen tvivl om, at det på en eller anden måde hænger sammen med, at visse mennesker har haft travlt med at fortælle mig om medfødte træk, jeg burde lave om på.

Men min næse stritter altså. En sød dame sagde engang, at den var meget sofistikeret. Ta' den, flæskeankel!

Erjeggrimidag.dk

Mangler du en kugleformet godzillatype med rund ryg, joggingbukserøv, flæskearme, Mogens Camres ansigtsskygger og Mike Tramps hår?

Så har jeg lige set vedkommende i mit spejl. Kan afhentes øjeblikkeligt!