Det var busheld, og det var rart

Jeg hader at køre i bus. Hader det! Og busser hader mig. Derfor er de altid forsinkede og fyldt med ostelugt, sure folk og brægende racister.

Så det var ikke, fordi det på nogen måde overraskede mig, at bussen var temmelig forsinket, da jeg sad i forfærdelige Park Allé og ventede med regnslattent hår, mascarakinder og en tung nettopose. Selvfølgelig ville rygerne også vente i læ - med tændte cigaretter. Så mens jeg ventede på bussen, der aldrig kom, led jeg også af begyndende lungesvigt.
Alt var, som det plejer at være med de århusianske busser.

Men jeg havde ikke set damen i chaufførtøjet. Jeg opdagede hende først, da hun begyndte at tale i telefon med nogen, der havde noget ansvar for den forsinkede bus.

"Hvad siger du? Er den udgået? Jamen... Skal jeg så bare stå her? Og hvad med alle dem, der venter... yadayadayada og en masse med skrap stemme"

Der gik cirka tre minutter, så kom der en helt tom bus. Og bevares, måske var vi alligevel ikke så mange, der skulle med. Men vi satte os ind (dog ikke for tæt på hinanden. Ad). Den skrappe, effektive chaufførdame indtog sin førerplads. Hun lukkede dørene, og så kørte vi.

Vi var omkring rutebilstationen, da hun vendte sig og råbte: "Hvor skal I af?"
Og så måtte vi pænt råbe tilbage (hvorfor har man altid en lidt for kvækkende stemme i den slags situationer?). Det viste sig, at mit stoppested forhindrede hende i at tage en genvej, så jeg lavede selvfølgeligt mit akavede undskyld-ansigt. Det blev godtaget.
Herefter meddelte hun, at vi ikke samlede nogen op på vejen. For vi havde travlt med at indhente en forsømt køreplan.

Så sad vi der i en lang gul taxa. Uden at kigge på hinanden. Men vi havde hørt hinandens stemmer og stoppested, og når vi kiggede ud, passerede vi stoppesteder med forbavsede folk med hov-stop-ansigter.
Vi var noget helt specielt, der i vores helt egen bus.

Da jeg stod af ved mit besværlige stoppested, fik jeg et stort overskudsagtigt smil fra chaufføren, og jeg tænkte, at hvis alle chauffører var sådan, ville jeg nok ikke hade busserne så meget.

Måske er busserne i forårshumør? Det ville også forklare, hvorfor jeg så en kvinde snave en busrude forleden*.


*Måske snavede hun i virkeligheden sit eget spejlbillede? Vi finder nok aldrig ud af det.