Han sagde det med hårsnif og et meget stort kort

Så er det i dag, vi alle husker at skrive på samtlige sociale medier, at vi i hvert fald ikke er til det der kommercielle valentinsdag. "Der er ikke nogen, der skal bestemme, hvornår jeg er romantisk... og yadayadayada...". 
Men det gider jeg egentlig ikke skrive om, for det skældte jeg allerede ud over sidste år.

I år fik dagen mig til at tænke på dengang, jeg boede i England.
På valentinsdag fik jeg tre kort. Et blev skubbet under min dør, og jeg fandt aldrig ud af, hvem det var fra. Da jeg mødte på arbejde, var der to kort til mig i receptionen, og det ene af dem var i A3-størrelse.
Det lille af dem var ikke underskrevet, men jeg tror, det var fra en af stamkunderne i den bar, jeg arbejdede i. Han var en rætti flinker fyr, der var ven med alle, og som ofte havde sin lille forsagte kone med. Hun hed Trisha og lignede en lille fugleunge. Når hun ikke var med, flirtede han med alt, der bevægede sig. Og nogle gange tog han damer med op på hotelværelserne ovenpå.
Jeg spurgte aldrig, om kortet var fra ham.

Kæmpekortet var underskrevet. Det var fra Paul, som var portner på hotellet.
Paul kunne rigtig godt lide mig. Folk fortalte mig det, og jeg fik det også kraftigt på fornemmelsen, da han stak næsen ind i mit hår og inhalerede, da han hjalp mig op med roomservice.

Jeg kunne virkelig godt lide Paul. Men på den der måde, hvor man er fyldt med så meget omsorg for en person, at man næsten ikke kan rumme det.
Hans lemmer var for lange, han var alt for tynd og han forsøgte at være gangsta-hip-hopper. Det gik ikke så godt med det.
Men han var så sød. De andre fortalte mig, at Paul havde en sygdom, som han ville dø af i en ung alder. Det var ikke noget, han selv talte om. Heller ikke da han inviterede mig hjem til middag, fordi han kunne lave et eller andet med and, som jeg bare måtte smage.
Min venindes kæreste brød sig ikke om, at jeg skulle besøge Paul, og han insisterede på at hente mig tidligt. Paul boede i noget estate-slum-agtigt med 400 låse på dørene og gitter overalt. Men han passede godt på mig, og jeg følte mig aldrig utryg. Heller ikke, da han hentede naboerne, som skulle komme ind, bare for at han kunne vise mig frem. Sær oplevelse, men det var Paul, og det var ok.

Paul prøvede aldrig på noget. Jeg kunne godt se, at han ind imellem blev kejtet og genert, men sådan var det jo bare med ham. Jeg så ham som en ven, og det accepterede han. Altid.

På den valentinsdag, hvor han gav mig kæmpekortet, mødte jeg ham, mens jeg var på arbejde. Han var genert og havde hænderne på ryggen. Ud over kortet havde han en gave til mig.
Det var en kaninbamse, som kunne lynes op i ryggen og laves til en pude.

Et kæmpekort fyldt med floskler og et tøjdyr, der kunne trylles om til en hård pude - på en kommerciel dag, der tvangsromantiserer os. Uha.
Men det er noget af det fineste, jeg nogensinde har fået. Paul mente det helt inde fra sit bløde, gode hjerte, og han turde vise den side af sig selv.

Det er så mange år siden nu, og jeg aner ikke, hvad der er blevet af Paul. Men det var rart at tænke på ham i dag.

I øvrigt har min valentinsdag i dag været virkelig fin. Der var et kort til mig i postkassen. Til mig!?
I må bitche over dagen, så meget i orker, men I holder jer fandme fra mit dejlige kort, der fik mit ansigt til at flække i et megasmil nede ved postkassen.