fredag den 28. september 2012

Kliché, kliché, sandhed

Romantiske film er en kælling, der gør os dumme og blinde. Et hurtigt blik på mine egne og på mine venners dating-katastrofer viser et tydeligt billede af en veludviklet evne til at gemme den grumme sandhed bag klæbrige klichéer, som afslører, at vi troede, Sex & the City var en dokumentar.

Lad os se nærmere på nogle af klichéerne (og udskift endelig "han" med "hun", hvis du finder det nødvendigt. Kvinder er skam også idioter):

Du siger: Der er mange ting, jeg er utilfreds med.
Du forsvarer med: Men han ændrer sig med tiden.
Sandheden er: Ja, han bliver ældre at se på. Nej, der er ikke stor sandsynlighed for, at han pludselig dropper sport, prutter og pathumor, fordi du synes, tiden er kommet. Tving ham bare, men forbered dig på, at det får ham til at kunne lide dig mindre.
Bevares: Du kendte en, der ændrede sig til det, kæresten ville have. Og ja, det sker faktisk. Men hvis det er udgangspunktet for dit forhold, er du fucked.


Du siger: Han behandler mig ind imellem dårligt.
Du forsvarer med: Men det er kun, fordi han er blevet såret mange gange.
Sandheden er: Ja, fortiden kan give slemme ar. Nej, det kan aldrig retfærdiggøre røvhulhed.
Bevares: Der er folk, der har fået hjælp, og som er blevet bedre mennesker. Men der er faktisk grænser for, hvor meget lort du skal finde dig i undervejs.


Du siger: Han har en kæreste.
Du forsvarer med: Men det går tydeligvis ikke godt med dem. Han ringer jo til mig hele tiden.
Sandheden er: Måske er han forvirret. Men der er større sandsynlighed for, at han udnytter dig, mens der er en anden, han finder mere egnet til at vise frem for familie og venner.
Bevares: Det sker, at man møder sit livs kærlighed, mens han er i et forhold med en anden. Men mit råd er, at man venter med at involvere sig, til han er helt ude (nej, "halvt ude" eksisterer simpelthen ikke i denne sammenhæng) af det.


Du siger: Han kan ikke beslutte sig for, om jeg er den rigtige.
Du forsvarer med: Han har brug for tid, og jeg venter gerne på ægte kærlighed.
Sandheden er: Hvor meget af dit liv har du tænkt dig at bruge på at vente? Hvis kærligheden var så ægte, ville han nok ikke være i tvivl. Hvis det viser sig, at kærligheden faktisk er ægte fra hans side - du er bare ikke helt rigtig på facaden, vil du så overhovedet have ham?
Bevares: Nogle mennesker har virkelig brug for mere tid, når det handler om store ting. Men der bør altså komme et punkt, hvor man selv tænker, at nu er det nok! Videretid!


Du siger: Jeg fortjener ham ikke.
Du forsvarer med: Han er for klog til mig.
Sandheden er: Eller han er en nar, der får dig til at føle dig utilstrækkelig.
Bevares: Nogle gange er det faktisk sandt, at man ikke fortjener et andet menneskes kærlighed. Men det handler sjældent om, at han har travlt med at gøre opmærksom på, hvor klog og vigtig han er.



2 kommentarer:

taburetten sagde ...

Hvor velskrevet og sandt. Kunne ikke have sagt det bedre selv... for så velformuleret er jeg slet ikke. Hvis jeg havde en datter, ville jeg printe indlægget ud og hænge det på hendes væg, så hun dagligt kunne læse det. Tak! God weekend.

Charlottes verden sagde ...

Er Sex and the city ikke en dokumentar??? :-0
Ej, du har ret i mange af de ting du skriver, og det gælder også idag. :-)

Related Posts with Thumbnails