Men jeg hører aldrig, hvad de siger i første omgang, da jeg nærmest altid har musikbærende earplugs i ørerne.
Dem tager jeg selvfølgeligt ud, når folk taler til mig. Problemet er bare, at mange af de ældre mennesker simpelthen ikke opfatter, at der er musik i de der dimser, og at jeg derfor ikke hørte, hvad de sagde.
Blikket, de sender mig, når jeg laver "det fangede jeg ikke lige"-ansigt, er ofte præget af en smule medlidende "åh, kvinden er retarderet"-hed. Og jeg må indrømme, at det undrer mig en smule, at de ikke ved, at dimser i ørerne ofte involverer moderne beat-musik, som begrænser evnen til at forstå, hvad der bliver sagt.
Men, nej. De snakker og spørger, og jeg har accepteret, at for en bestemt generation er behovet for konstant lyd i hovedet helt umuligt at forholde sig til. Rimeligt nok.
Jeg er faktisk nødt til at være rummelig her, for jeg er jo også del af en generation. En generation, der har oplevet en udvikling, som selv de vildeste science fiction-film ikke kunne have forudset. Men også en generation, som har børn, der med tiden vil synes, vi er håbløst gammeldags, fordi vi ikke fatter en skid af udviklingen.
Jeg fatter for eksempel ikke en skid af, at chat og telefonering er i gang med at blive erstattet af noget, der involverer kameraer.
Forleden havde den 9-årige en spontan playdate - over Skype.
Klassekammeraten ringede ham op (det hedder garanteret noget andet, og nu tror alle, jeg er 80 år) på iPad'en, og så spillede de Minecraft på deres computere imens.
Ih, hvor hyggeligt for dem, tænkte jeg, mens jeg rejste mig fra sofaen for at tage opvasken. Jeg gik forbi værelset og smilede ind til den 9-årige, som havde levende billeder af klassekammeraten på iPad'en. Det er nye tider, tænkte jeg, mens jeg gik forbi et spejl og så, at jeg var iført slap trøje og trusser.
Jeps, det var den dag, hvor bukserne strammede, lejligheden var varm, og jeg var jo hjemme, for fanden. Jeg havde ikke lige set tøjpolitiet den dag. Lad mig være!
Jeg løste mit bomuldstrussebelagte problem ved at løbe forbi værelset - og kameraet - igen, videre ud på badeværelset, hvor jeg selvfølgeligt låste døren. Imens råbte jeg "peg kameraet op i loftet! Loftet! LOFTET! Det må kunne pege opad! Aldrig i min retning. Aldrig!"
Jeg hørte den 9-årige sige til klassekammeraten, at han måtte undskylde, at han kun måtte se loftet. "Du må ikke se min mor", konstaterede han tørt.
Det må han dog gerne en anden gang, for på grund af den såkaldte udvikling vil jeg aldrig være iført andet end balkjoler fra nu af.
Jeg vil ikke være hende den gamle, der ikke har fattet det. Jeg er jo hip (hofte?) og med på alle de sociale medier.
Men det der med webcam... Er det ikke sådan noget, klamme pornotyper altid vil vide, om man har? Det kan da ikke have ændret sig så meget siden 2007?
Nå, men farvel rod, dårlige hårdage og underbuksetid. Det var udviklingen, der tog jer.
Indlæg
4 kommentarer:
Hahahaha! Åh, jeg føler med dig! Men nu er jeg så også typen, der hænger et viskestykke over mit webcam -selvom det er slukket.
Jeg skyper nogle gange med min mor - og for det meste sidder vi bare og kigger lidt på hinanden. Samtalen falder overhovedet ikke naturligt ligesom på telefonen(jeg har i øvrigt stadig fastnet) eller i virkeligheden.
Engang i mellem hvor vi rent faktisk snakker, kommer jeg nogle gange til at himle med øjnene, hvis hun siger noget dumt. Jeg glemmer simpelthen at hun kan se mig.
Måske ville det være sundt for din søns klassekammerat at se en almindelig mor der render rundt derhjemme i almindelige trusser. Når det er sagt, så ville jeg da også oppe min påklædning hvis ungerne havde legekammerater hjemme - ikke nødvendigvis til noget pænt, men til noget med både bukser og trøje... Så jeg forstår dig godt! Kameraer er til at tage billeder af ting med vilje, ikke til at vise virkeligheden med!
Sådan som du har det med billed-telefoni (kan vi kalde det sådan??) har jeg det så med lyd-i-ørerne-kulturen. Jeg har da godtnok et headset til min iPhone, og masser af musik på den - men musikken kommer som oftest ud af min bilradio på køreture. De små hvide øre-dimser ligger oftest i min taske.
Når jeg løber, vil jeg helst høre fuglesang og bølgeskvulp og de biler, som kommer - og cyklister. Også når lydene er mindre charmerende, foretrækker jeg at være lydboblefri. Jeg er ikke ret vild med fornemmelsen af at være berøvet en af mine sanser, og det er jeg med dimserne i.
Det er nok fordi jeg er en rokkegammel næsten-farmor. Men jeg bliver nok ikke anderledes.
Til gengæld kan jeg godt lide Skype :-)
Send en kommentar