Det endte med en skole for folk

Da jeg handlede i dag, genkendte jeg et ansigt henne omkring bland-selv-slikket. Jeg smilede spontant, indtil jeg huskede, at vi skiltes som fjender engang.

Hun havde ikke set mig, da hun stillede sig bag mig i køen. Jeg legede akavet struds, som gemte hovedet nede i posehylden, og da jeg kiggede op, var hun væk. Hun kunne nok godt huske den del med, at vi var skidesure på hinanden dengang.

Hun var pædagog i SFO'en der, hvor den nu 9-årige begyndte sin skoletid. Og hun var en del af det hold, der udpegede mig som den person, der var skyld i mit barns mistrivsel. 

Det er fandme stadig en svær ting at skrive... At nogen udpegede mig som en dårlig mor. Jeg kan faktisk slet ikke huske nu, hvad det var, jeg havde gjort. Men jeg kan huske angreb og trusler om indberetning.

Stille og roligt fandt vi ud af, at vores søn fik tæsk af de andre børn. Han brugte ikke timerne på at følge med i undervisningen - han brugte dem på at frygte frikvartererne. 

Jeg vidste, han var ulykkelig. Vi havde talt med skolen om det flere gange. De havde lovet at gøre noget. Jeg kendte bare ikke omfanget af mobningen og omfanget af ligegyldigheden fra lærernes side. Det viste sig, at de aldrig hjalp ham. Mobberne fik lov til at mobbe og tæske i fred, og ifølge de voksne var det min skyld, at min dreng havde det elendigt.

Vi fik ham flyttet til en privatskole, så hurtigt vi kunne. I lang tid havde både drengen og jeg ondt i maven, bare vi befandt os i nærheden af den gamle skole. Vi kunne ikke ryste det af os.

På trods af den nye skole, havde min lille dreng det stadig svært. Men det var noget, der foregik inden i ham. For børnene var søde. Og lærerne så, hvem han virkelig var. De hjalp ham så meget, at jeg har tudet af glæde over det. 

Lærerne sagde, at det tager tid for en lille dreng at komme sig efter sådan en grim oplevelse. Og de gav ham tiden. 

Det tog et år.

Efter sommerferien er det, som om det aldrig er sket. Den 9-årige er vild med at gå i skole. Ja, bevares, matematik kan være nederen. Men læreren er alligevel sød. 

Han elsker dansk. Han brugte selv ordet "elsker". Og det kan ikke gå hurtigt nok med at lære engelsk, så han kan chatte med sine Minecraft-venner.

Han har legekammerater og legeaftaler. Bevares, nogle gange er de andre børn nederen, men for det meste er de nice igen allerede dagen efter. De andre børn har udråbt ham som den i klassen, der er bedst til at tegne, men han synes selv, han er megadårlig (siger han, mens han vifter med sine perfekte mangategninger, så man ikke kan undgå at se imponeret ud).

Det var ret meget, jeg nåede at tænke i køen i Føtex i dag. Men min konklusion var, at samtlige ansatte på den gamle skole må hade mig og tænke om mig, hvad de har lyst til. De gjorde ikke en skid for os, og jeg kæmpede for min dreng. Jeg gjorde det rigtige. Der er ikke noget i hele verden, der er vigtigere for mig end ham.

Dette er sidste kapitel i min søns online-skolehistorie. Han er en stor dreng nu - og blufærdig. Han skal selv bestemme, hvor meget han vil fylde på internettet (jeg lægger aldrig billeder ud af ham uden at få tilladelse først). 

Jeg har dog ikke bedt om lov til at skrive dette indlæg, men historien fortjener denne lykkelige slutning. Jeg har brug for en afslutning.

Jeg kan ikke selv holde ud at læse de gamle indlæg, men du kan se dem her:

Er folkeskolen overhovedet for folk?

Er folkeskolen overhovedet for folk? #2

Er folkeskolen overhovedet for folk? #3