Det var sygdomsoverlapningen, der tog mig

Det var i sidste uge efter den hyggeligste søndag i meget lang tid. Jeg var i virkelig godt humør, men den følelse blev stille og roligt kvalt af noget, der voksede i min hals.
Da klokken var cirka tre om natten, blev jeg nødt til at google, om man kan blive kvalt af sine egne mandler. Det kan man tilsyneladende ikke.
Men det forhindrede mig ikke i at have voldsomt ondt af mig selv, og jeg tilstår, at der i de efterfølgende dage var tidspunkter, hvor jeg fandt det nødvendigt at bevæge mig rundt på alle fire. Jamen, jeg havde høj feber.

Jeg blev nødt til at aflyse træning - og jeg kunne mærke mine fine nye muskler visne, mens jeg gjorde det. Jeg blev også nødt til at ringe efter min mor - hvis jeg ikke vil dø af sult og tørst.

Fredag var jeg så småt på benene igen, men dog ikke klar til at styrketræne. Argh! For man kan jo ligefrem se musklerne glide af efter sådan en slaphedsuge.

Lørdag havde jeg planlagt, at det skulle være helt slut med sygdom. Jeg skulle hygge mig og slappe af, så jeg var klar til træning mandag. Det var sygdom ikke enig i. Den havde en overraskelse til mig i form af en pludselig og voldsom maveinfektion, som gjorde mig så dehydreret, at jeg ikke kunne huske mit eget navn.
Igen måtte Anne, 10 år, få hjælp af sin mor, som sagde, at jeg selv måtte vælge mellem ambulance eller at for fanden da at få drukket noget gennem det sugerør, hun stod og strittede med. Jeg var klar nok i hovedet til at komme i tanke om, at jeg havde de laksefarvede trusser på, og at jeg ikke havde barberet ben, så jeg valgte sugerøret.

Jeg havde det allerede bedre om aftenen, og jeg var til træning mandag - hvor jeg kun var ved at kaste en lillebitte smule op to gange.
Jeg er stadig på skånekost og temmelig flad, men nu må det da være slut med elendigheden.

Jeg savner verden og bloggen - og jeg trænger til at komme ud og vise mig frem i noget meget stramt tøj, mens jeg stadig vejer de 20 kilo, jeg er nået ned på i løbet af denne sygdomsperiode.
Når skånekost er forbi, ved vi jo godt, at jeg tager mellem 40 og 70 kilo på i løbet af en time.

Dette var den meget lange forklaring på, hvorfor jeg har været stille så længe. Nu er jeg tilbage, for der er altså grænser for, hvor meget sygdomsoverlapning ét menneske kan udsættes for.