Min hjerne trænger til en lang lur

I forbindelse med mit seneste blogindlæg skrev jeg på facebooksiden, at jeg havde haft travlt med at have det godt. Det var ikke løgn, for jeg er blevet helt god til at give slip for bekymringer og fremtidsangst. Jeg flyder med, ser hvad der sker og tror på, at det hele nok skal gå.

Derudover  - og nej, nu skal vi ikke blæse det for meget op, vel - er der et menneske, som giver mig mavebobler og tryghed i den fineste indpakning af alt det gode, jeg kan komme i tanke om.

Men... Argh, for helvede, hvor vi burde afskaffe det lorte-men, men... Der er også meget, der ikke er så godt lige nu. Jeg er træt. Mere end træt. Og svimmel. Jeg siger undskyld hele tiden, fordi jeg glemmer alt. Jeg er forvirret. Og det er skræmmende.
Det er en del af sygdommen, og det eneste, jeg kan gøre ved det, er at slukke for alt det, der er unødvendigt i mit liv. Og selv om jeg egentlig troede, jeg havde defineret alt det vigtige, er det alligevel forfærdeligt krævende at sortere i bunkerne af hvad-betyder-noget-hvad-gør-ikke.

Jeg får slet ikke skrevet for tiden - på trods af, at det ligger i toppen af vigtighedsbunken.
Når jeg ikke skriver, er det skidt, og det fortæller mig, at jeg har meget mere sorteringsarbejde, inden min hjerne igen får luft. Derfor er jeg stille.
Måske skriver jeg her igen i morgen. Måske først om en måned. Nu må vi se.

Om lidt vil jeg tage til træning. Jeg overvejede kort, om jeg burde slappe af i stedet. Men jeg må hellere tage af sted, og hvis det viser sig, at jeg bliver overfaldet af nærdødsoplevelser, må vi skrue ned for vægten - selv om det sårer min stolthed.

Det er sådan, det er. Nogle gange må man skrue ned. Det er aldrig rart, når det er ufrivilligt, men det er en hel del bedre end lægge-sig-fladt-ned-og-give-op-alternativet.

De nysgerrige kan finde mig på Instagram, som nærmest er det eneste online-sted, jeg eksisterer på for tiden. I går postede jeg et billede af en ost.