Singlehed, du skal ikke føle dig for sikker

Det  er dejligt, når gode mennesker omkring mig bliver afsinglet. Og det er, som om det har været temaet for dette år. Folk finder kærester - og de flytter sgu også sammen med dem. Så voksent og stort.

Men det kan være ensomt at være den, der sidder og kigger på fra sin kedelige sofa med lamme puder, der aldrig krammer tilbage. Især når der slet ikke er udsigt til noget mand, fordi jeg er blevet temmelig kritisk på grund af en forstærket bevidsthed om, at jeg er en slags ekspert i at møde mænd, der fejlcaster mig.

Hvad gør man så? Altså, når man er færdig med at sidde blandt lamme sofapuder og tude over pinligt dårlige romantiske komedier? Jamen, man begynder at tænke over, hvor besværligt, det ville være, hvis man mødte en mand. Hvad med alle de vaner, som måske ikke er kønne, men som man egentlig har det ret godt med?

Hvad med mine elskede høretelefoner, som er groet fast omkring mit hoved? Hvis jeg møder en mand, må jeg så stadig have dem på hele tiden, mens jeg skråler med på guilty pleasure musik (som kun høres på YouTube og ikke på onde sladre-Spotify)?

Må jeg stadig spise af skålen med nisserne på - hele året rundt?

Må jeg slæbe dynen med ind i sofaen og ligge der en hel dag og se tv-serier - som jeg i virkeligheden ikke ser, fordi jeg har travlt med at tjekke facebook og instagram?

Må jeg grine det der uyndige grin, hvor hele min krop går i spasmer?

Må jeg spise grimt, fordi noget mad bare smager bedst på den måde?

Må jeg tage dynen på som en gigantisk tubekjole, hvis jeg ikke gider tage rigtigt tøj på herhjemme?

Må jeg hælde uanstændigt meget sukker i kaffen?

Må jeg have en tristhedsdag uden at føle, at den skal gemmes bag en facade, der gør det mindre ubehageligt for andre mennesker?

Må jeg spise en hel bakke champignon som aftensnack, fordi det altså bare er en craving, jeg får ind imellem?

Må jeg spontandanse på en måde, hvor man nok godt kunne tænke, at jeg tager det en lille smule alvorligt?

Og så kom jeg i tanke om, at det sgu da ikke bør handle om, hvad jeg mister. Det er jo det, der altid går galt: Jeg mister alt det, der er vigtigt. Især mig selv.

Hvorfor fanden har I ikke fortalt mig, at det handler om at møde en, hvor man kan være sig selv? Med champignon, dynekjoler, nisseskåle og den der Rihanna-sang, som man egentlig har sagt til alle, at man hader.

Det handler om at være glad. Om at få noget godt. Og noget siger mig, at det slet ikke er så umuligt, som jeg troede.